Saturday, November 22, 2008

Når julen kommer imens det stadigt er sommer!

Så er det snart jul. Der spilles julemusik i alle butikkerne og i tv er der reklamer for alle de dejlige butikker man kan købe julegaver i. I søndags var jeg en tur i San Francisco og der er det mindsandten også blevet jul inde. Juletræet er kommet op på Union square og venter på at blive tændt.
Jeg kom nu langt fra i julestemning af at se juletræet, det var lidt svært når det var 25 grader og solskin. For at hjælpe julestemningen lidt ekstra på vej havde de sat en skøjtebane op midt på pladsen, og selvom isen havde hårde vilkår i varmen blev den flittigt brugt. Ja bare fordi man bor i en by hvor det så godt som aldrig bliver frost skal man da ikke gå glip af glæden ved at skøjte... Det er altså fjollet!

Sunday, November 16, 2008

Vores nye hood

Nu er jeg jo meget glad for kort. Jeg kan bruge meget lang tid på Google Earth, specielt hvis jeg skal lave noget meget kedeligt på lab. Derfor vil jeg i dag også begynder med et kort, nemlig kortet over Stanfords campus. Jeg har tidligere skrevet at jeg ville skrive et indlæg om Stanford og det er så nu det kommer!
På kortet har jeg forsøgt at markere forskellige vigtige steder. Som I kan se bor vi nærmest på campus og har ikke særligt langt på arbejde. Det tager mig 5-10 min. at cykle hjemmefra til lab., så har I en fornemmelse af afstanden.
Nu til lidt facts: Stanford blev grundlagt i 1885 af guvernøren for Californien, den tids Schwarzenegger. Der er indskrevet omkring 6700 undergraduates og omkring 8000 graduate studerende, og det siges at målt på areal er det det største universitet i verden.
Stanfords campus er noget mere overdådigt end fx Berkeleys. Main campus består af en stor gård med lange søjlegange, fine blomsterbede og en kirke i midten.
Når man kører op mod Stanfords hovedbygning kører man af Palm drive, der er en omkring 1 km lang palme allé der ender i en stor oval græsplæne foran hovedbygningen. Alt sammen meget fornemt og en anelse country-club agtigt i stemningen. Slet ikke som Berkeley, der er meget præget af at det er en by med en masse studerende, er Stanford mest præget af at de har mange penge og er omringet af Silicon Valley hvor folk generelt også har mange penge. Da jeg i går tog på research-tur for at få materiale til bloggen var det så heldigt at campus var helt proppet med fodboldfans. I går blev en af årets vigtigste kampe nemlig spillet på Stanfords stadion (se evt kort!). Indenfor amerikansk fodbold er der en tradition for at man hele dagen hvor kampen spilles holder en fest rundt omkring stadion. Så stiller folk en trailer op eller åbner baggagerummet på bilen og så bliver der ellers grillet og drukket øl.
Vi var så heldige at vi var blevet inviteret til en af disse fester, så afsted vi drog. Og efter en hotdog og en øl gik vi videre på stadion for at støtte hjemmeholdet.
Stadion var helt proppet med mennesker og pinligt nok var de fleste ikke fra Stanford, men fra modstandernes hold. Men vi fik da heppet og da Stanford var tilstrækkeligt langt bagud og de havde spillet i ca. 3,5 time (de er uendeligt lange de kampe) vendte vi snuden hjemad.

Saturday, November 8, 2008

Yes we can!

Så kom 4. november endeligt, valgdag. Dagen startede med at jeg cyklede afsted på arbejdet og blev mødt af en hær af studerende der ville have mig til at stemme, og helst på Obama og for gay-marriage. Californien har jo ikke haft mange besøg af de to præsident-kandidater da det længe har været sikkert at Californien gik til Obama, men ikke desto mindre har man ikke været i tvivl om at der var valgkamp. Herovre er det jo meget normalt at skilte med hvem man holder med, ved at sætte et skilt midt på græsplænene der fx siger: "Obama for change 2008". Har faktisk ikke set et eneste skilt hvor der stod McCain på, tror måske dem der stemte på McCain har været for flove til at stille et skilt midt i haven, de ville jo sikkert blive mobbet af naboerne. Vi bor lige ved siden af et valgsted og da jeg kørte forbi kl 9 om morgnen var der kø hele vejen rundt om huset. Udover at de skulle stemme for en ny præsident og en senator for Californien skulle de også stemme om ca. 12 andre punkter. Ja systemet er lidt anderledes herovre, så vidt jeg forstår kan man få et lov forslag til folkeafstemning bare man har nok underskrifter. Så de stemte om homoseksuelles ret til at blive gift, om dyrevelfærd, om retten til at få foretaget en abort uden forældres godkendelse og noget med grøn energi osv. De sidste dage op til valget har der været propfyldt med reklamer for de forskellige forslag.
Jeg havde gået og glædet mig over at vi bor på vestkysten fordi vi så ville være vågne indtil valget var afgjort, men det viste sig slet ikke at være en fordel. Valget var jo mere eller mindre afgjort før jeg overhovedet fik fri fra arbejdet. Og da valgstederne lukkede i Californien kl 8 gik der ca. et minut til de annoncerede på CNN at Obama havde vundet. Men vi nåede da lige at drikke en øl på den lokale cafe for studerende og mærke stemningen. Det var en stor oplevelse og der var mange der var meget rørte over at få en den første sorte præsident. Nu må vi håbe at Obama kan leve op til forventningerne.
Desværre gik det ikke helt ligeså godt med Prop. 8, homoseksuelles ret til at blive gift, og der har været demonstrationer lige siden valget, men mon ikke de kan samle nok underskrifter ind til at de kan stemme om det igen om et par år. Så må vi bare håbe at mormonerne fra Utah ikke igen sprøjter millioner afsted til reklamer mod homoseksuelle ægteskaber.
Over and out...

Saturday, November 1, 2008

En stor dag for socialdemokrater i Palo Alto

Til tider kan livet i Palo Alto synes en smule forstadsagtigt uden store begivenheder at skrive hjem om, men så sker der alligevel noget hvor New York og andre spændende storbyer godt kan pakke deres storbysliv sammen og bare sige "gid jeg var i Palo Alto". Polle kommer på besøg! Ja ingen ringere end Poul Nyrup Rasmussen lagde i onsdags vejen forbi Stanford. Jeg så det som en oplagt mulighed for en god historie på bloggen og ikke mindst en mulighed for at møde andre danskere i området.
Titlen på hans talk var: "Can We Globalize Markets and Safeguard Social Welfare? Seeking answers in Flexicurity and a New European Left". Flexicurity, så lærte jeg også et nyt ord den dag. Mest var det en reklame for det danske velfærdssumfund og hvor dygtig han havde været som statsminister, og det var da som sådan meget spændende, selvom jeg havde hørt det meste før.
Det var svært at få et ordentligt billede af manden, og det virkede for anmassende at liste op foran og blitze løs. Efter foredraget var der reception med Poul og alle tilhørerne. Jeg vil tro 2/3 var danskere, så det var da meget sjovt lige at se hvem der ellers bor i området, men som blogskribent var jeg mest optaget af at få et billede med Poul, og efter lang tids venten og en del oste-, pølse- og jordbær-snacks lykkedes det:
Han er en flink mand. Spurgte mig hvad jeg lavede herovre og om vi arbejdede hårdt og jeg svarede. Jeg havde desværre ikke forberedt en kvik bemærkning så det blev mest bare til "det var spændende, tak".

P.S. For den lidt mere nørdede læser! Jeg mødte en dansker der arbejder herovre med at lave interview af forskellige personligheder som fx Poul Nyrup. Han skulle i December lave et interview med en nobelpristager i medicin, har glemt navnet. Han var meget begejstret for at møde mig da han hørte jeg var biokemiker, og spurgte straks om jeg kendte til polymerase, jeg sagde "ja, jeg har da hørt om polymerase", han fortalte mig så at det er en slags maskine i cellerne der bruger, og her havde han så svært ved at huske ordet, men han mente det var, proteider som byggesten. Jeg forklarede ham at det var ikke helt rigtigt, men han blev ved med at fortælle om de er maskiner i cellerne som man nu kunne tage billeder af og se alle atomerne. Til sidst sagde jeg bare "Det var da spændende" fik et visitkort og gik hjem.