Gæsteblog med nyt fra Cusco

Jeg har fået æren af at være gæste-blogger i anledning af at jeg er på den samme side af Atlanten som min søster. Jeg befinder mig dog en smule mere sydligt, nærmere i Peru. Her kommer derfor et forsøg på en malerisk beskrivelse af Cusco og livet her, hjulpet på vej af lidt billeder.

Her ser vi så Cusco fra flyveren (ikke klar dag)

Cusco, en by der ligger i 3300 m’s højde og i nærheden af turistmagneten Machu Picchu. Byen ligger smukt placeret i en dal mellem imponerende bjerge, hvor man på klare dage i det fjerne kan se den sneklædte bjergtop Ausangate (6384m). Cusco by imponerer med sine arkitektonisk flotte kirker og hyggelige byområder med franske balkoner (nok nærmere spansk inspirerede i virkeligheden). Kommer man lidt væk fra centrum ser man dog hurtigt at der ikke er tale om et I-land, her er faldefærdige huse lavet af ler, ledninger over det hele, folk der sidder og spiser morgenmad lige ved siden af meget trafikkerede veje, biler der oser med sort os og gade hunde i hobetal. Hele døgnet er gaderne fyldt med liv; gamle kvinder med langt mørkt hår og farvestrålende tæpper på ryggen fyldt med tunge varer, gamle rynkede mænd, unge mænd og kvinder der tilbyder frie drinks, massage, solbriller, malerier og diverse alpaca-ting, kvinder med deres børn på ryggen, skolebørn med uniformer og børn i gaderne der sælger diverse småting og pudser sko, mennesker iført traditionelt tøj i håb om at turisterne vil betale et par håndøre for at tage et billede af dem. Hvad der selvfølgelig også fylder i gadebilledet er turisterne hvis mest brugte vending er ”no gracias” – der bliver brugt i forsøg på at afvæbne alle sælgerne.

Her ser vi så en af de mange plazaer
denne ligger lige i nærheden af det hostel jeg boede på de første dage.

Det gode ved at være ude at rejse alene er at man som udgangspunkt helt selv kan bestemme hvad man laver og hvem man er. Jeg besluttede mig for de første dage at iføre mig identiteten som den typiske backpacker. Jeg tjekkede ind på et af de mest populære hostels i byen og fandt hurtigt ud af at jeg ikke var den eneste dansker med selv samme tanke. Tror vi var 5 danskere på hostellet de dage jeg boede der, hvoraf jeg kom til at hænge en hel del ud med 2 danske piger, Josephine og Christina. Hostellet Pariwana er så fikst indrettet at de har et skema for hvilke ture de tilbyder de forskellige ugedage – hvilket er en let løsning hvis man ikke lige har nogen planer. Dette kom til at betyde at jeg og pigerne anden dag vi var i byen tog på et trek i bjergene omkring Cusco. De to guider der var med på vores trek skulle på ridetur dagen efter – hvilket heller ikke lød tosset i vores danske øre, et tilbud vi også måtte takke ja til. Begge dele var virkelig smukke og hyggelige ture.

Det med at tage billeder på hesteryg er ikke altid lige let.
På billedet ser man Josephine og en af vores guider Carlos.

Det er en blid overgang fra det trygge Danmark og til at rejse alene i et fremmed land sådan at hænge ud sammen med danskere. Lørdag aften stod den på trafiklys fest, og nu vi var blevet så vandt til at lave hvad der stod på skemaet vi skulle, så kunne vi lige så godt deltage – desuden skulle en af vores guider stå i baren. Trafiklysfesten betød at jeg søndag var lettere(øhm) ramt af tømmermænd da jeg blevet hentet af min nye peruvianske mor klokken 12. Heldigvis var hun virkelig sød og imødekommende selvom der måtte siges at være en smule sprogbarriere. Derhjemme havde hun disket op med det helt store frokostbord med 3 retters menu, der lige skulle fortæres inden jeg kunne trække mig tilbage.

Her har vi udsigten fra taget på mit nye hjem. Det er barnebarnet Valeria der lige har sneget sig med på billedet.

Dagen efter stod den på første skoledag på sprogskolen. På sprogskolen er en masse meget imødekommende og friske unge mennesker der er friske på at laveen masse ting sammen, hvilket nok har en del at gøre med at ca. alle er af sted alene. Rart er det at have mulighed for at bare at hænge på. Jeg går i skole 4 timer hver morgen mandag til fredag, og prøver at bruge noget af det jeg lærer i skolen når jeg kommer hjem til familien. Det er sjældent de store samtaler jeg får mønstret med familien, men det går da fremad på trods af at jeg desværre ikke bliver flydende i spansk over natten. Familien der bor i huset består af forældre, deres datter og barnebarn. Alle i familien er alle tiders og imødekommende, og vi bruger en del tid om spisebordet, hvor jeg prøver at følge med i samtalerne og sige ja og smile på de rigtige tidspunkter. De er udstyret med en enorm mængde tålmodighed når vi prøver at bevæge os ud i samtaler der handler om andet end at maden smager godt og at det er koldt indenfor.

Plaza Armas by night

- her ligger vrimler det med restaurenter, diskoteker, katedraler, sælgere og turister.

Efter jeg er begyndt i sprogskolen har jeg ikke været så utrolig kulturel, dette udskyder jeg lige lidt da jeg ved at min veninde Bibi kommer inden længe, og hun sikkert også gerne vil se mange af de samme ting som jeg. Derfor går tiden meget med bare at hænge ud med de andre studerende, danse salsa, drikke Pisco sour (typisk Cusco-drink), læse bog, lave lektier og hænge ud med familien.

Det var vist alt for denne gang - man ved aldrig hvornår jeg vender tilbage som gæsteblogger. Muligvis når jeg været mere kulturel med Bibi (og har lært at styre skrifttypen i denne her blog lidt bedre - hjæælp Rie!)