Monday, June 20, 2011

Det viser sig at jeg ikke er så frigjort som jeg lige gik og troede! I weekenden havde vi (eller det vil sige Maries veninde) arrangeret en tur til et spa nord for San Francisco for hende, Marie og jeg. Hun havde præsenteret ideen som et ganske almindeligt spa-ophold og vi var hoppet i med begge ben. Så viser det sig i midlertid at spa-opholdet består af en overnatning under stjernerne på en træplatform. Men vi er friske og frigjorte som bare satan så den hopper vi på. Alt er planlagt da hun smider sidste trumf på bordet, det er et nudist spa vi er på vej til! Aha javel ja! Så har vi vist fået pakket for meget tøj! Efter en 2,5 times køretur nordpå og 10 minutters køretur af grusvej ankommer vi til Wilbur spa.
Her ser vi før billedet af Marie:

Lettere utryg ved situationen! Vi starter med at bevæge os ud på en mindre vandretur op til vores træplatform med soveposer, liggeunderlag og min velsignede luftmadras. På vejen ser vi både en hjort og flere egern, jamen hvor idyllisk. Idyllen er kun ødelagt af alle de nøgne hippier for slet ikke at tale om de varme kilder der lugter af svovl (AKA prutlugt). Jeg ved ikke med jer, men jeg har bare ikke specielt meget lyst til at springe i et kropsvarm prutlugtende bassin når det er 30 grader udenfor, men nuvel!
Næste del af bloggen er censureret da det ikke var tilladt at tage billeder indenfor badeområdet, men jeg kan fortælle at der var en masse nøgne mennesker og vi så en masse tatoveringer.
Efter aftensmaden tilberedt i fælleskøkken hører vi en dejlig historie fra en anden gæst om at der er klapreslanger i området og vi lige skal passe på med at træde på dem. Det var så der vi besluttede lige at drikke lidt mere vin før vi gik op på platformen.
Udsigten fra vor platform:

Og her er vi så som vi så ud næste morgen:


Bemærk det fedtede hår! Her er brugt lidt snyd for som den opmærksomme læser kan se ligger Marie på en luftmadras og det gjorde hun ikke i løbet af natten! Faktisk lå hun på et liggeunderlag og frøs i sin tynde sovepose, alt imens jeg lå som en dronning på min luftmadras og med min nye sovepose! Det handler altsammen om udstyr!
Næste dag efter at have overlevet potentielle slange-farer, nøgenbadning og et egern der prøvede at spise vores morgenmad var vi lettere desperate for at vende tilbage til civilisationen! En verden hvor folk har tøj på, hvor der er mobil signal og man må spise frugt og grønt udenfor sæson uden folk kigger skævt til én... AAAHHHH

No comments:

Post a Comment