New York (fortsat)

Udover at fejre thanksgiving fik jeg også nydt lidt kunst i storbyen. Her kommer et lille udpluk. Jeg havde aldrig set The Metropolitan Museum of Art, så afsted drog jeg med Tue og Agnete under armen. Det er stooort, meget stooort... Jeg tror vi fik set sådan ca. en 1o. del af museet og vi var der i omkring 3 timer. Vores plan var at klare oldtiden og så springe hele middelalderen over og gå direkte til den moderne kunst, og det gik også næsten efter planen bortset fra Tue på mystisk vis fik trukket mig igennem våben- og rustning-delen, selvom jeg havde gjort det klart at det langt fra har min interesse. Selvom jeg ikke er den store kunstekspert genkendte en del af billederne i den moderne afdeling, og det er da altid sjovt at se originalen når man set kopien mange gange: Fra den lidt mere klassiske kunst til lidt mere specielle kunst. Et mere eller mindre hemmeligt sted i SOHO kan man ringe på en dør, gå op på anden sal og finde denne lejlighed: Og hvad er så det? Jo det er en lejlighed fyldt med jord. Er der ikke mere? Nej, det er en lejlighed fyldt med jord! Så kunne jeg forstille mig I tænkte "Og hvad vil kunstneren så sige med det?", og her kommer et par ideer: ...??...??? . Jeg ville da gerne have den lejlighed midt i SOHO hvis ikke lige den var fyldt med jord, så det virker mest som spild af god lejlighed i mine øjne.

Sidst men ikke mindst fik Agnete og jeg også set udstillingen Canstruction. En række forskellige kunstnere har lavet skulpturer ud af dåser. Her er fx en luftballon lavet af tun-dåser:

Det er ikke fordi man går rundt og tænker "gid jeg havde den skulptur stående hjemme i stuen", men det var da ret imponerende hvad man kan lave med et par dåser og lidt gaffa-tape.

Alt i alt må min konklussion udfra det kunst jeg så i New York være at det ikke længere er nødvendigt at kunne hugge i sten, male eller tegne for at kunne kalde sig kunstner. Nu om dage skal du bare kunne slæbe jord op af en trappe eller være fiks med gaffa-tape.

New York (thanksgiving)

Jeg har de seneste uger været ramt af en voldsom omgang skriveblokkering, men nu er jeg tilbage med reportage fra New York.
I USA fejrer de jo som bekendt Thanksgiving den sidste torsdag i November, ved at spise en masse kalkun og holde fri. Som jeg har fået forklaret af forskellige amerikanere, fejrer man at indianerne hjalp de første bosættere i Amerika, som tak hjælpen slog bosætterne så indianerne ihjel, og tynget af dårlig samvittighed besluttede man sig for at begynde at fejre indianernes hjælp ved at holde thanksgiving. I anledning af denne højtid fik jeg lige sneget et besøg til New York ind. Jeg ankom i New York thanksgiving morgen lige i tid til at tage til Times Square og se Macy's Thanksgiving Day Parade. Det går i alt sin enkelthed ud på at en masse oppustelige tegneseriefigurer bliver trukket af Broanway fra Central Park ned til Times Square.

Det var ret imponerende så store de oppustelige dyr var

Der var også et par kendte der blev kørt ned igennem gaden på vogne, men da der stod ca. 30 rækker mennesker foran os var det lidt svært at se hvilket berømthed vi kiggede på. Arrangementet var generelt nok mest rettet mod børn, men det er jo ikke hver dag man har mulighed for at se en oppustelig Buzz Lightyear.

Resten af dagen blev brugt på at fejre thanksgiving.Vi var blevet inviteret til thanksgiving hos en fra Agnetes lab., så der blev fejret på den amerikanske måde.

Nederst ses det mest spøjse tilbehør vi fik: Yams med skumfidusser. Det vil sige en slags søde kartofler med skumfidusser og så i ovnen... Meget mærkeligt og lige sødt nok til mig. Muligvis det samme amerikanere ville sige hvis de fik serveret brunede kartofler.

fortsættes...

Når julen kommer imens det stadigt er sommer!

Så er det snart jul. Der spilles julemusik i alle butikkerne og i tv er der reklamer for alle de dejlige butikker man kan købe julegaver i. I søndags var jeg en tur i San Francisco og der er det mindsandten også blevet jul inde. Juletræet er kommet op på Union square og venter på at blive tændt.
Jeg kom nu langt fra i julestemning af at se juletræet, det var lidt svært når det var 25 grader og solskin. For at hjælpe julestemningen lidt ekstra på vej havde de sat en skøjtebane op midt på pladsen, og selvom isen havde hårde vilkår i varmen blev den flittigt brugt. Ja bare fordi man bor i en by hvor det så godt som aldrig bliver frost skal man da ikke gå glip af glæden ved at skøjte... Det er altså fjollet!

Vores nye hood

Nu er jeg jo meget glad for kort. Jeg kan bruge meget lang tid på Google Earth, specielt hvis jeg skal lave noget meget kedeligt på lab. Derfor vil jeg i dag også begynder med et kort, nemlig kortet over Stanfords campus. Jeg har tidligere skrevet at jeg ville skrive et indlæg om Stanford og det er så nu det kommer!

På kortet har jeg forsøgt at markere forskellige vigtige steder. Som I kan se bor vi nærmest på campus og har ikke særligt langt på arbejde. Det tager mig 5-10 min. at cykle hjemmefra til lab., så har I en fornemmelse af afstanden.

Nu til lidt facts: Stanford blev grundlagt i 1885 af guvernøren for Californien, den tids Schwarzenegger. Der er indskrevet omkring 6700 undergraduates og omkring 8000 graduate studerende, og det siges at målt på areal er det det største universitet i verden.

Stanfords campus er noget mere overdådigt end fx Berkeleys. Main campus består af en stor gård med lange søjlegange, fine blomsterbede og en kirke i midten.

Når man kører op mod Stanfords hovedbygning kører man af Palm drive, der er en omkring 1 km lang palme allé der ender i en stor oval græsplæne foran hovedbygningen. Alt sammen meget fornemt og en anelse country-club agtigt i stemningen. Slet ikke som Berkeley, der er meget præget af at det er en by med en masse studerende, er Stanford mest præget af at de har mange penge og er omringet af Silicon Valley hvor folk generelt også har mange penge. Da jeg i går tog på research-tur for at få materiale til bloggen var det så heldigt at campus var helt proppet med fodboldfans. I går blev en af årets vigtigste kampe nemlig spillet på Stanfords stadion (se evt kort!). Indenfor amerikansk fodbold er der en tradition for at man hele dagen hvor kampen spilles holder en fest rundt omkring stadion. Så stiller folk en trailer op eller åbner baggagerummet på bilen og så bliver der ellers grillet og drukket øl.

Vi var så heldige at vi var blevet inviteret til en af disse fester, så afsted vi drog. Og efter en hotdog og en øl gik vi videre på stadion for at støtte hjemmeholdet.
Stadion var helt proppet med mennesker og pinligt nok var de fleste ikke fra Stanford, men fra modstandernes hold. Men vi fik da heppet og da Stanford var tilstrækkeligt langt bagud og de havde spillet i ca. 3,5 time (de er uendeligt lange de kampe) vendte vi snuden hjemad.

Yes we can!

Så kom 4. november endeligt, valgdag. Dagen startede med at jeg cyklede afsted på arbejdet og blev mødt af en hær af studerende der ville have mig til at stemme, og helst på Obama og for gay-marriage. Californien har jo ikke haft mange besøg af de to præsident-kandidater da det længe har været sikkert at Californien gik til Obama, men ikke desto mindre har man ikke været i tvivl om at der var valgkamp. Herovre er det jo meget normalt at skilte med hvem man holder med, ved at sætte et skilt midt på græsplænene der fx siger: "Obama for change 2008". Har faktisk ikke set et eneste skilt hvor der stod McCain på, tror måske dem der stemte på McCain har været for flove til at stille et skilt midt i haven, de ville jo sikkert blive mobbet af naboerne. Vi bor lige ved siden af et valgsted og da jeg kørte forbi kl 9 om morgnen var der kø hele vejen rundt om huset. Udover at de skulle stemme for en ny præsident og en senator for Californien skulle de også stemme om ca. 12 andre punkter. Ja systemet er lidt anderledes herovre, så vidt jeg forstår kan man få et lov forslag til folkeafstemning bare man har nok underskrifter. Så de stemte om homoseksuelles ret til at blive gift, om dyrevelfærd, om retten til at få foretaget en abort uden forældres godkendelse og noget med grøn energi osv. De sidste dage op til valget har der været propfyldt med reklamer for de forskellige forslag.
Jeg havde gået og glædet mig over at vi bor på vestkysten fordi vi så ville være vågne indtil valget var afgjort, men det viste sig slet ikke at være en fordel. Valget var jo mere eller mindre afgjort før jeg overhovedet fik fri fra arbejdet. Og da valgstederne lukkede i Californien kl 8 gik der ca. et minut til de annoncerede på CNN at Obama havde vundet. Men vi nåede da lige at drikke en øl på den lokale cafe for studerende og mærke stemningen. Det var en stor oplevelse og der var mange der var meget rørte over at få en den første sorte præsident. Nu må vi håbe at Obama kan leve op til forventningerne.
Desværre gik det ikke helt ligeså godt med Prop. 8, homoseksuelles ret til at blive gift, og der har været demonstrationer lige siden valget, men mon ikke de kan samle nok underskrifter ind til at de kan stemme om det igen om et par år. Så må vi bare håbe at mormonerne fra Utah ikke igen sprøjter millioner afsted til reklamer mod homoseksuelle ægteskaber.
Over and out...

En stor dag for socialdemokrater i Palo Alto

Til tider kan livet i Palo Alto synes en smule forstadsagtigt uden store begivenheder at skrive hjem om, men så sker der alligevel noget hvor New York og andre spændende storbyer godt kan pakke deres storbysliv sammen og bare sige "gid jeg var i Palo Alto". Polle kommer på besøg! Ja ingen ringere end Poul Nyrup Rasmussen lagde i onsdags vejen forbi Stanford. Jeg så det som en oplagt mulighed for en god historie på bloggen og ikke mindst en mulighed for at møde andre danskere i området.

Titlen på hans talk var: "Can We Globalize Markets and Safeguard Social Welfare? Seeking answers in Flexicurity and a New European Left". Flexicurity, så lærte jeg også et nyt ord den dag. Mest var det en reklame for det danske velfærdssumfund og hvor dygtig han havde været som statsminister, og det var da som sådan meget spændende, selvom jeg havde hørt det meste før.
Det var svært at få et ordentligt billede af manden, og det virkede for anmassende at liste op foran og blitze løs. Efter foredraget var der reception med Poul og alle tilhørerne. Jeg vil tro 2/3 var danskere, så det var da meget sjovt lige at se hvem der ellers bor i området, men som blogskribent var jeg mest optaget af at få et billede med Poul, og efter lang tids venten og en del oste-, pølse- og jordbær-snacks lykkedes det:

Han er en flink mand. Spurgte mig hvad jeg lavede herovre og om vi arbejdede hårdt og jeg svarede. Jeg havde desværre ikke forberedt en kvik bemærkning så det blev mest bare til "det var spændende, tak".

P.S. For den lidt mere nørdede læser! Jeg mødte en dansker der arbejder herovre med at lave interview af forskellige personligheder som fx Poul Nyrup. Han skulle i December lave et interview med en nobelpristager i medicin, har glemt navnet. Han var meget begejstret for at møde mig da han hørte jeg var biokemiker, og spurgte straks om jeg kendte til polymerase, jeg sagde "ja, jeg har da hørt om polymerase", han fortalte mig så at det er en slags maskine i cellerne der bruger, og her havde han så svært ved at huske ordet, men han mente det var, proteider som byggesten. Jeg forklarede ham at det var ikke helt rigtigt, men han blev ved med at fortælle om de er maskiner i cellerne som man nu kunne tage billeder af og se alle atomerne. Til sidst sagde jeg bare "Det var da spændende" fik et visitkort og gik hjem.

At slå katten af tønde på amerikansk

I et forsøg på at integrere mig bedre i et amerikanske samfund deltog jeg i søndags i "Pumpkin Carving" med vores naboer. Kris mente ikke det var en aktivitet for ham, så jeg tog alene afsted for at møde nye mennesker og skære lidt i et græskar.
Det bedste ved arrangementet var at der var en masse slik, og jeg eeeelsker slik. Halloween er Amerikas svar på fastelavn, hvor alle børnene klæder sig ud og går rundt til forskellige huse og siger "trick or treat", det er så meningen at man skal give børnene slik og hvis man ikke gør det laver de et "trick". Jeg har fået forklaret at børn, eller måske mere teenagere, kan finde på at dekorere din have med toiletpapir for rigtigt at drille... uh. En skøn måde at lære de unge mennesker at afpresning leder til slik.
Sådan ud fra fri fantasi skar jeg et lille mønster i græskaret:

Kan I se hvad det ligner? Måske hjælper det her:
Så siger jeg ikke mere! Ok, det er ikke helt sandt at jeg bare selv fandt på mønstret, for vi fik faktisk forskellige mønstre at vælge imellem, men er nu alligevel meget godt tilfreds med resultatet. Nu står græskaret ude foran vores dør og venter på der kommer nogle børn forbi. Der bor ikke så mange børn i vores område så der er nok desværre ikke udsigt til at få udklædte børn på besøg fredag, men jeg håber stadigt og jeg skal da nok have slik klar... Det værste der kan ske er vel at vi selv må spise det.

Blomsten af amerikas ungdom på tur...

I torsdags var det som bekendt min fødselsdag (tak for alle hilsnerne!). Det havde jeg i år besluttet at fejre ved at tage på retreat med mit lab. Det er et arrangement der er hvert år, hvor hele den afdeling mit lab. hører til, tager på et par dages tur og fortæller hinanden hvad de sådan går og laver. I år gik turen til Monterey, der ligger 1,5 time syd for Palo Alto ude ved vandet. Vi ankom sent fredag, men nåede da lige at høre et par foredrag fra et lab. der tog fine billeder af hjernen, det var sådan ca. hvad jeg fik ud af de foredrag! Afdelingen mit lab. hører til hedder Molecular and Cellular Physiology, og da jeg for længst har fortrængt så godt som alt jeg har lært om physiologi så havde jeg en del problemer med at følge med i mange af foredragene. Aftenen sluttede af med bonfire on the beach og der blev pænt pakket sammen kl 10, så var det nok sjov for den aften!

Fredag formiddag nød vi lidt flere foredrag, hvorefter eftermiddagen var fri til leg. Jeg brugte den sammen med tre andre fra mit lab., med at se lidt på hvad Monterey og omeng har at byde på. Vi startede på en tur på det meget berømte akvarium de har i Monterey. Jeg har godt nok lige været der for fire uger siden med Kris' studie, men jeg kan bare ikke få nok af fisk, plus denne gang huskede jeg mit kamera:
Det viste sig at det er utroligt svært at tage et billede af en haj eller en fisk der svømmer afsted, de bevæger sig simpelthen for hurtigt.

Men så kan jeg da fortælle at der var hammerhajer, små fisk, store fisk, store hajer, små hajer,blæksprutter og meget andet. Jeg fandt da også ud af at bruge videofunktionen på mit kamera, nu bliver det spændende om jeg kan få det til at virke på bloggen:

I det hele taget et rigtigt flot akvarium må jeg sige, men nu er jeg måske også nem at imponere eftersom jeg ikke har været på et akvarium siden jeg var barn.
Vi fik også lige kørt en tur ned af den berømte 17-miles drive der går fra Monterey til Carmel, det er nu er utrolig fin tur, også selvom man har kørt den nogen gange efterhånden.

Lørdag aften sluttede af med en Halloween-fest, hvor det var meningen de forskellige lab. skulle være klædt ud i temaer... Desværre var mit kamera på det tidspunkt løbet tør for strøm, så jeg har desværre ikke billeder af professorer klædt ud som Sarah Palin og John McCain eller et lab. klædt ud som de syv små dværge med deres mandlige professor klædt ud som snehvide. Der er nu noget facinerende over at en samling, af hvad man må antage er meget kloge mennesker, kan opføre sig så fjollet når de får lidt alkohol indenbords.

Hip hip hurra

Det ser ud som om jeg har været en artig pige i år:
Det var alt herfra i denne omgang, godnat.

Tænk at man kan savne 150S!!

Hvis I har fulgt lidt med i valgkampen herovre, ved I nok at der er en del fokus på miljø. Selvfølgeligt ikke i forhold til finanskrisen, men dog alligevel. USA vil gerne være uafhængig af mellemøsten og dermed selvforsynende med olie. Det kan de bliver ved enten at skære ned på deres forbrug, eller bore efter mere olie. Og her kommer så et forslag til hvordan de kan skære ned på forbruget, og samtidigt et surt opstød!
Vi bor omkring 40 minutter syd på San Francisco i bil, men vi har ikke nogen bil. Derfor har jeg nu prøvet ganske mange gange at tage toget fra Palo Alto til San Francicsco og det er en noget blandet oplevelse. Den anden dag da jeg tog turen med Agnete og Tue rejste vi sågar en tur frem i tiden:

I vidste nok godt at vi bor i en anden tidszone, men hvormange vidste at man kunne komme år frem i tiden bare ved at rejse til USA? Men når de har så dårligt styr på tiden er det jo heller ikke så mærkeligt at de har svært ved at få toget til at gå til tiden.

Problemet med at toget ikke altid går til tiden er nu ikke det største af problemerne. Her ser I fx et udklip af køreplanen for lørdag og søndag. Af det jeg har klippet fra kan man se at det sidste tog mod Palo Alto går kl 9 søndag aften og kl 12 lørdag. Så hvis politikerne ikke kan forstå hvorfor der er så meget "drink and drive" herovre så har jeg her svaret.
Og nu det altså ikke fordi vi bor på en strækning hvor der ikke bor andre mennesker. Det er det eneste tog der forbinder Stanford University og San Francisco for ikke at snakke om hele Silicon Valley og San Francisco, mit bud er at der på den strækning bor omkring 1,5 million mennesker. Da jeg tog toget med Agnete og Tue var der da også meget fyldt og DG måtte sidde ovenpå hinanden hele strækningen.

Jeg må sige at jeg savner den i sammenligning fremragende offentlige transport i Danmark, og må konstatere at vi hurtigst muligt skal skaffe os en bil.

Uh sport er det ikke dejligt

Nu har jeg jo altid været en stor sportsfan, der er snart ikke den sport jeg ikke går voldsomt op i. Trods det har jeg aldrig været til en amerikansk fordboldkamp, men nu jeg befinder mig i guds eget land var der en gylden mulighed. Så afsted drog vi for at se Stanfords fodboldhold spille mod Arizona University.
Stanford er de røde og hvide, også kaldet the Cardinals. Her er de ved at komme bagud da Arizona Univerity er lige ved at få touch-down.

Stanford er jo en skole der prøver at være det bedste til alt, så derfor har de selvfølgeligt også nogle ret imponerende sportfolk tilknyttet, faktisk havde de hele 47 atleter med til de olympiske lege i Beijing, og de kom hjem med 25 medaljer!! Det er vist mere end Danmark kan prale med... Men lige deres fodboldhold er faktisk ikke specielt gode, så vi gik ikke ind med de store forventninger og de kom da også hurtigt bagud.

I pausen blev vi underholdt af "The marching band" der stillede op i fjollede formationer og gjorde grin med Arizona:

Hvis der er nogen der har set American Pie, så er "The marching band" sådan ca. samme typer som i filmen. De spillede også undervejs i kampen fx når Stanford fik et touch-down.

Her ser vi Kris stå og studere spillet i sin røde trøje, som han havde taget på i dagens anledning:

Jeg nægtede at give min støtte til Stanford ved at iføre mig rødt tøj. Man kan jo ikke den ene dag holde med Berkeley og så den anden holde med Stanford, det er simpelthen for useriøst! Man hvad ved Kris om at være trofast overfor et enkelt hold...

Det var en dejlig dag i solen med hotdog og det hele, og da Stanford fik touch-down et minut før kampen sluttede endte det ovenikøbet med at de vandt. Jeg måtte da også op og stå og klappe lidt af fodboldspillerne, så måske er jeg også ved at blive en lille smule Stanford-fan.

En lille cykeltur

I weekenden havde vi besøg af AK og Tue, også kaldet Agnete og Tue eller simpelthen DG (de gifte). De ankom fredag aften og blev budt velkommen med en rugbrødsmad og en Pinot Noir, fusionkøkken når det er bedst. Efter en hurtig tur på campus (tror jeg lige jeg skriver et blogindlæg om senere) tog vi toget til San Francisco og legede turister. Agnete og Tue skulle bo et par nætter i San Francisco før de drager på den helt store bilferie igennem sydvest USA med Tues forældre.

Lørdag brugte vi det meste af tiden på Haight street, der hvor alle hippierne holder til i San Francisco, men hvor der også er en række dejlige butikker at købe sig fattig i. Men det blev da også til et par enkelte turistbilleder på vejen:

Vi fik også nydt en dejlig frokost, der inkluderede en omgang flæskesvær, det er nu alligevel utroligt som de amerikanere mere og mere overtager den danske kultur:

Og sådan gik den dag...

Næste dag havde Agnete og Tue besluttet at vi skulle cykle os en frisk lille tur over Golden gate bridge. Jeg var personligt lidt bekymret over om jeg kunne følge med familien Kirkeby-Rossel over broen, men det gik nu fint nok, vi havde en masse dejlige pauser med mulighed for at fotografere udsigten.

Jeg var ikke den eneste der flittigt brugte sit kamera:

På den anden side af broen kørte vi mod Sausalito (heldigvis nedad bakke hele vejen!), i Sausalito var der en fin udsigt over mod San Francisco og man kan tage en færge tilbage til San francisco igen. Jeg fik taget utroligt mange billeder for det var en dag proppet med kodakmoments, så har kommer der lige et par stykker til:

Det havde været en lang dag på cyklen, og man kan jo blive så træt hvis man får for meget frisk luft. Så på færgeturen tilbage var der ikke meget ork tilbage og vi forsøgte det første stykke tid at nyde udsigten ved at strække os:

Men det blev hurtigt et svært projekt at se over alle de ivrige turister og det viste sig da også hurtigt at det var værd at stille sig op og tage et billede. Jeg vil slutte af med udsigten fra the bay mod the bridge:

90210

Vi har købt os et tv, men vi har endnu ikke fået kabel-tv. Nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker tv, så det har været et stort savn, men så er det så heldigt at i USA kan man se alle serier de viser i tv over nettet og med meget færre reklamer, en win-win situation. Jeg gik selvfølgeligt straks i gang med den nye serie 90210, hvem er ikke spændt på at se hvad der er blevet af Kelly, Brenda, Donna og alle de andre.

Kelly tailor er blevet guidance counselor på West Bev., og svarer vel i virkeligheden til en Miss Teasly, omend noget mere moderne og ungdommelig. To unge, en dreng og en pige, ankommer til beverly hills fra Kansas med deres forældre (virker konceptet bekendt?), lad og kalde dem Brenda den anden og Brandon den anden.
Største forskel er vel nok hudfarven af Brandon den anden, og mange undrer sig nok over hvordan det kan hænge sammen at de er bror og søster, men det skyldes ganske enkelt at Brandon den anden er adopteret. Det er ikke altid nemt at være adopteret, eller sort i Beverly Hills, det skal de nok kunne få et spændende drama ud af.

De nye Jim og Cindy ser sådan ud:

Man må sige de har fået en ordentlig omgang! Jim den anden er skoleinspektør på West Bev., og som I sikkert kan forestille jer kan det give en række spændende problemstillinger når Brenda og Brandon den anden skal op på inspektørens kontor.

Indtil videre har vi set de unge mennesker kæmpe med kærlighed, forældre og popularitet alt sammen meget banalt og for det meste utroligt plat. Men nu til det der gør at jeg alligevel har set alle de fire afsnit der allerede er blevet sendt.

STOP læsningen hvis du ikke vil vide hvad der sker med de gode gamle figurer fra Beverly hills!

I hvert afsnit får man en lille smule at vide om hvordan det går med de gamle Beverly hills beboere. Fx går Erin Silver på West Beverly og vi finder ud af at hendes mor og far har været igennem en hård skilsmisse, og for at det ikke skal være nok er Jackie begyndt at drikke igen, så den stakkels Erin har bestemt ikke haft det sjovt.

Kelly har fået en søn som nu er omkring 5 år. Der bliver gået lidt rundt om den varme grød med hensyn til hvem faren er, men i afsnit tre bliver det afsløret... Jeg kan sige så meget som at vi kender ham og han starter med d og slutter med ylan. Hanna Zuckermann-Vasquez arbejder på West Bev.'s tv-station og er ligeså kikset som sin mor. Brenda er også med i serien, hun arbejder med at instruere den musical der skal opføres på West bev., hun er selvfølgeligt blevet skuespiller og åbenbart ikke haft forfærdeligt meget succes siden hun nu instruerer en high school musical.

Alt i alt er der langt mellem godbiderne i den nye 90210, men så heller ikke længere end at jeg har set alle afsnittene og spændt venter på at dagens afsnit kommer på nettet.